Du skal logge ind for at skrive en note

Den franske embedsmand, Jean Monnet, var idémanden bag kul- og stålfællesskabet mellem Tyskland og Frankrig.

© European Union, 2011

Den franske embedsmand, Jean Monnet, var idémanden bag kul- og stålfællesskabet mellem Tyskland og Frankrig.

© European Union, 2011

Hovedarkitekten bag det Europæiske Kul- og Stålfællesskab var den franske embedsmand, Jean Monnet (1888-1979). Monnet foreslog, at de franske og tyske kul- og stålressourcer skulle samles under en fælles overnational myndighed.

Samlingen af disse to vigtige industrier ville ifølge Monnet vanskeliggøre krig mellem de to store europæiske lande. Kul og stål er nemlig centrale elementer i udviklingen af krigsmateriel. Ved at overdrage kontrollen over netop disse ressourcer til en fælles myndighed kunne man forhindre genoprustning.

Du skal logge ind for at skrive en note

Begrebsafklaring: Mellemstatslig integration og overstatslig integration

Mellemstatslig integration er en samarbejdsform, hvor staterne ikke afgiver suverænitet (dvs. national selvbestemmelse). Ved mellemstatslig integration kan beslutninger kun træffes, hvis alle medlemslande er enige. Alle medlemslande har med andre ord vetoret. Skal lovgivning gælde i medlemslandene, skal nationale parlamenter gøre det til en del af national ret.Overstatslig integration er en samarbejdsform, hvor stater afgiver suverænitet (dvs. national selvbestemmelse) til det internationale samarbejde. Det internationale samarbejde kan her udstede lovgivning, som virker direkte i medlemslandene. De nationale parlamenter behøver ikke nødvendigvis at vedtage lovgivningen for at gøre den gældende i national ret. Indtil dato er EU det internationale samarbejde, hvor overstatslig integration har vundet størst udbredelse.
Du skal logge ind for at skrive en note
Figur 1.1

Mellemstatslig og overstatslig integration.

Figur 1.1

Mellemstatslig og overstatslig integration.

Du skal logge ind for at skrive en note

Det var væsentligt at få både Tyskland og Frankrig med på idéen. Monnet havde held til at overbevise den franske udenrigsminister, Robert Schuman (1886-1963). Den 9. maj 1950 fremlagde Schuman en erklæring, hvori han foreslog oprettelsen af det overstatslige samarbejde.

I april 1951 blev en traktat underskrevet af Frankrig, forbundsrepublikken Tyskland (det såkaldte Vesttyskland), Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Traktaten betød dannelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) i 1952. Drivkraften i fællesskabet blev den Høje Myndighed. Den Høje Myndighed fik beføjelse til at træffe overnationale beslutninger vedrørende kul- og stålproduktionen samt samhandlen indenfor disse to industrier.

Nogle beslutninger kunne dog først tages efter godkendelse af Ministerrådet. Ministerrådet bestod af ministre fra de seks medlemslande. Endelig blev der udpeget en Forsamling bestående af repræsentanter fra medlemslandenes nationale parlamenter. Forsamlingens eneste reelle beføjelse var muligheden for at fyre Den Høje Myndighed.

På den måde sikrede man sig, at de nationale parlamenter kunne holde ”styr” på Den Høje Myndighed. Endelig oprettedes en Domstol til at afgøre sager om eventuelle stridigheder. Disse sager var f.eks. handelsstridigheder mellem medlemslandene.

Du skal logge ind for at skrive en note

Video: Hvorfor blev EU skabt og hvornår?

Du skal logge ind for at skrive en note

Uddrag fra Schuman-erklæringen af 9. maj 1950

Den franske udenrigsminister, Robert Schuman, bakkede op om Jean Monnets ideer igennem "Schuman-erklæringen".

© European Union, 2011

Den franske udenrigsminister, Robert Schuman, bakkede op om Jean Monnets ideer igennem "Schuman-erklæringen".

© European Union, 2011

Med Schuman-erklæringen lød startskuddet til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) – det senere EU. Talen blev fremført af den franske udenrigsminister Robert Schuman den 9. maj 1950. Kort efter blev der indkaldt til en regeringskonference i Paris. Resultatet af regeringskonferencen blev traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Traktaten blev underskrevet den 18. maj 1950, som i dag er EU’s officielle fødselsdag. En helt ny form for international organisation havde set dagens lys. Her er et uddrag fra talen:

Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning: Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet. Samling af de europæiske nationer forudsætter, at det århundredgamle modsætningsforhold mellem Frankrig og Tyskland fjernes: Den påtænkte aktion skal først og fremmest gælde Frankrig og Tyskland. Med dette mål for øje foreslår den franske regering, at aktionen øjeblikkeligt rettes mod et begrænset, men afgørende punkt. Det franske regering foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa. Fælles kul- og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af fælles grundlag for økonomisk udvikling, første etape mod den europæiske føderation. Det vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for.

Du skal logge ind for at skrive en note

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev en succes. Dermed var vejen banet til at udvide fællesskabet med flere politiske områder. Fem år efter oprettelsen af EKSF, blev de seks medlemslande enige om udfærdigelsen af en ny traktat: Rom-traktaten.

Rom-traktaten består faktisk af to traktater. Den ene omhandler et samarbejde om atomenergi (EUROATOM), den anden omhandler oprettelsen af et fællesmarked (EØF). Det er EØF, som Rom-traktaten er blevet kendt for. Efterfølgende ændredes Kul- og Stålfællesskabet navn til det Europæiske Fællesskab (EF). Der skulle gå næsten 35 år, før EF igen ændrede navn til den Europæiske Union (EU).

Med Rom-traktaten skete der også ændringer i forhold til institutionerne. Den Høje Myndighed ændrede navn til Europa-Kommissionen (i daglig tale bare Kommissionen). Kommissionens vigtigste opgave blev at varetage fællesskabets interesser. Dette skete ved fremlæggelse af nye lovforslag og ved at sørge for, at vedtagne love blev overholdt.

Herudover blev Forsamlingen omdøbt til Parlament. Selvom Parlamentet nu skulle høres om Kommissionens forslag til ny lovgivning, havde det dog ikke magt til at ændre det. Ministerrådet fortsatte med at hedde Ministerrådet. Ministerrådet fik til opgave at vedtage lovgivning. Derudover blev der også oprettet et Økonomisk og Socialt Udvalg (ØSU).

Udvalget bestod af interessegrupper, der skulle rådgive EF. Forud for Rom-traktaten havde franskmændene uden succes forsøgt at danne et europæisk forsvarsfælleskab. Europas forsvar blev derfor primært varetaget af NATO. EF var således i de første mange år bygget på en målsætning om en stadig tættere økonomisk integration.

Sammen med de øvrige nordiske lande valgte Danmark i første omgang at stå uden for EF. Trods den tyske besættelse var Danmark sluppet relativt nådigt igennem Anden Verdenskrig. Danmark så derfor ikke et overstatsligt samarbejde som nødvendigt. Man satsede i stedet på forøget mellemstatligt samarbejde.

Danmark var medlem af NATO, som blev set som garanti for sikkerhed, mens det danske medlemskab af OEEC og senere EFTA skulle sikre økonomisk fremgang. Mange danskere ønskede desuden at satse på et samarbejde mellem de nordiske lande, som man følte, man havde meget tilfælles med. Dertil kom, at Danmarks vigtigste samhandelspartner, Storbritannien, også valgte at stå uden for EF-samarbejdet. Dette skete til trods for, at Storbritannien, med Churchill i spidsen, havde været en varm fortaler for et forenet Europa.

Du skal logge ind for at skrive en note

De Europæiske Arkitekter

Overordnet set har tre ’arkitektretninger’ kæmpet om at præge udformningen af det europæiske samarbejde igennem årene: føderalisterne, funktionalisterne, og intergovernmentalisterne.

Den første type arkitekter er føderalisterne. Føderalisternes mål med det europæiske samarbejde er en føderation. En føderation er en sammenslutning af stater med en fælles central regering, parlament og domstol. Den centrale regering bestemmer alene over f.eks. udenrigspolitikkens udformning.

De forskellige delstaters regeringer bestemmer inden for andre politiske områder, f.eks. sundhedspolitik. Det føderale parlament består af to kamre: Ét repræsenterer borgernes forskellige politiske holdninger, og et repræsenterer medlemslandene. Den føderale domstol bestemmer, hvordan forfatningen skal fortolkes.

Efter Anden Verdenskrig ønskede føderalister et forpligtende økonomisk og politisk samarbejde i Europa. En af hovedarkitekterne var den italienske kommunist Altiero Spinelli (1907-1986). Sammen med sin ven, Ernesto Rossi, udarbejdede Spinelli et manifest for et fredeligt føderalt Europa. Spinelli skrev dette, imens han sad i fascistisk fangenskab under Anden Verdenskrig. Spinelli blev senere i 1979 valgt ind i Europa-Parlamentet.

Funktionalisterne er en anden skole af arkitekterne bag det europæiske samarbejde. Disse arkitekter lægger vægt på samarbejde inden for bestemte politikområder, f.eks. handelspolitik. Samarbejdet inden for disse områder er dog afgrænset. Medlemslandene skal med andre ord bindes sammen via samarbejde om f.eks. handel.

I denne skole spiller embedsmænd især en vigtig rolle i at skabe løsninger på kollektive udfordringer som f.eks. at sikre fred og økonomisk fremgang. Schuman-erklæringen er et godt eksempel på den funktionalistiske tanke. Ved hjælp af konkrete resultater ville man på sigt skabe en solidaritet mellem de europæiske folk. Som sagt var Jean Monnet, der var fransk diplomat og forretningsmand, arkitekten bag Schuman-erklæringen. Ideen til et europæisk samarbejde havde han udviklet under Første Verdenskrig, hvor han arbejdede for amerikanerne. I 1952 blev Monnet udnævnt til den første formand for den Høje Myndighed.

Den sidste type arkitekter kaldes intergovernmentalister. Intergovernmentalisterne ønsker et udelukkende mellemstatsligt samarbejde mellem stater i internationale organisationer. For denne type arkitekter er opbakningen fra det nationale fællesskab forudsætningen for et europæisk fællesskab.

Kun de ting, som alle stater kan blive enige om, skal vedtages. Intergovernmentalisterne finder det naivt at tro, at man kan opbygge en solidaritet mellem de europæiske folk, der er stærkere end det nationale fællesskab. Den tidligere franske præsident Charles de Gaulle (1890-1970) er en af hovedarkitekterne i den intergovernmentale retning. Charles de Gaulle var leder af de frie franske styrker under Anden Verdenskrig. De Gaulle var tilhænger af et forøget europæisk samarbejde efter krigen, men ønskede ikke at overgive fransk suverænitet til et overstatsligt samarbejde.

For at forstå hvorfor det europæiske samarbejde har udviklet sig og ser ud, som det gør, er det afgørende at kende til de tre arkitektretninger og deres hovedarkitekter. I forbindelse med indgåelse af nye traktater har de tre arkitektretninger kæmpet om at præge det kommende europæiske samarbejde.

Ingen af de tre retninger har været i stand til helt at dominere samarbejdet. Det skyldes blandt andet, at de tre tilgange bliver støttet af forskellige lande. Tyskland har været bannerfører for den føderalistiske tanke. Det kan bl.a. ses ved, at Tyskland har argumenteret for et stærkt parlament og domstol samt vigtigheden af fundamentale rettigheder for borgeren inden for samarbejdet.

Benelux-landene – Nederlandene, Belgien og Luxembourg - har støttet den funktionalistiske idé. I forhandlinger har disse lande lagt vægt på et forøget samarbejde om flere og flere områder bl.a. for at skabe økonomisk vækst. Storbritannien, de skandinaviske lande, herunder også Danmark, og til dels Frankrig har støttet den intergovernmentale tilgang. Disse lande har kæmpet for at bibeholde så meget suverænitet som muligt på nationalt niveau.

Ved skabelsen og udviklingen af det europæiske samarbejde har man trukket på alle de tre tilgange. Resultatet er blevet EU’s unikke udformning. Igennem tiderne har man forsøgt at gøre alle delvis tilfredse. De forskellige tilgange udvikler sig, som vi skal se, til egentlige teorier om europæisk integration. Det sker, da forskere fra 1960`erne og frem forsøger at forklare, hvorfor integration finder sted i EF/EU.

Du skal logge ind for at skrive en note

Video: Hvad er det overordnede formål med EU?

Du skal logge ind for at skrive en note
ISBN: 9788761631251. Copyright forfatterne og Systime A/S 2018